Dato: 19. december 2019 Af: Johnsen Support
Krydderurter med to blade over for hinanden på stænglen bør ikke klippes længere ned end det næstnederste par – ellers er den længe om at skyde igen. Krydderurter der ikke har parvise blade overfor hinanden – som fx persille, purløg og koriander – kan klippes så langt ned, som man har lyst.
Vil du vide mere?
Kendetegnet ved krydderurter med parvise blade er, at de har stængler, hvor bladstilkene sidder på. Bladstilkenes funktion er, udover at forsyne bladene med vand, at vinkle bladet så det får mest muligt sollys. Ved hver bladstilk vil der dannes nye skud. Det er dog i topskuddet, det meste af væksten vil foregå, da det er her, planten får mest lys. Nipper man topskuddet af, vil det næste bladpar på stilken blive det nye topskud. Hvis man nipper stænglen af under det sidste bladpar, vil den ikke kunne skyde igen. Man kan lige så godt nippe stilken af forholdsvist tæt på det næste bladpar, da krydderurten ikke længere kan bruge den del af stænglen til noget.
Tueformede krydderurter skyder fra bunden og har som sådan ikke nogen stængel. De nye blade skyder fra samme punkt, som de ældre blade. Det er derfor, man siger, at den har en tueform. De nye blade, som skyder fra bunden, vil vokse sig højere end de ældre blade. For krydderurten handler det om at sikre sig, at bladene får så meget lys som overhovedet muligt. Når du klipper den ned, er det en fordel at klippe den ca. tre centimeter over jorden, for at undgå at klippe alle de nye blade af. Alternativt kan man knibe de længste stilke af nede fra basis uden at knibe de nye skud over.
Generelt er det en god idé kun at høste to-tredjedele af krydderurten, så der stadig er blade til at producere fotosyntese.
Om du skal klippe eller plukke krydderurten, kan du læse mere om her.