Dato: 6. februar 2024 Af: Johnsen Support
Hos Økologihaven og Rosborg Foods er det en klar mission at energioptimere vores produktion løbende. Det er vores overbevisning, at den mest bæredygtige kWh er den, der ikke bliver brugt. Derfor investerede vi i efteråret 2023 i højteknologiske LED-lys til vores produktionsarealer og dermed reducerede vi vores energiforbrug pr. plante.
Der er tale om en reduktion, som er til at tage og føle på. Også selvom vi kun bruger vækstlys i årets koldeste måneder. Solen vil nemlig altid være den vigtigste kilde til lys og varme i vores væksthuse – det er det eneste, der giver mening. Så set hen over et år, supplerer vi faktisk kun med 18% vækstlys.
Fra 2026 er målet at opsætte solceller til at dække store dele af vores resterende energiforbrug, hvorved andelen vil falde yderligere.
LED-lys har en markant højere COP (convertion of power) end traditionelt vækstlys, dvs. man får mere lys for pengene. Eller på gartnersprog: ”Flere kvanter (energienheder) pr. kWh”. LED-lys giver således en energibesparelse på op til 44% pr. produceret enhed i de produktionsarealer, hvor vi har LED-lamper. Det giver en tilsvarende reduktion i CO2-udledningen pr. plante.
Investeringen gavner altså både klodens klima og virksomhedens økonomi – men det stopper ikke her. For vi ser også markante forbedringer i kvaliteten på vores krydderurter. Med den bredde i lysspektret som LED-lamperne leverer – uden at få kWh-måleren til at gå helt i selvsving – får urterne nu lige så gode vækstbetingelser som vi kender det fra sommerens naturlige lys- og varmeindstråling. Det betyder, at vi nu reducerer vores klimabelastning, samtidig med at vi producerer urter i topklasse. Biologisk set udvikler planterne mere tørstof – de bliver større, stærkere og sundere – når lys-kvaliteten minder om solens lys. Når planten er stærk, har den mere af de kvaliteter vi elsker: den har lang holdbarhed, den har mere kraft og smag. Kort sagt kan vi producere krydderurter i sommerkvalitet året rundt!
Og når urter har længere holdbarhed, er der mindre sandsynlighed for, at de går til spilde. Det betyder, at der ikke kun spares ressourcer ved at dyrke urterne mere bæredygtigt, det giver også en bonus i den anden ende af produktets livscyklus: mindre madspild.
Når man dyrker krydderurter, er lyset en grundlæggende parameter for plantens vækst og trivsel. Derfor har det medført en del udfordringer at ændre på netop dette. Det har nødvendiggjort justeringer i næringstilførslen, kulturtider m.m. Heldigvis er den slags udfordringer guf for vores dygtige gartnere og specialister, som har været på overarbejde, for at finde den nye balance der giver det bedste produkt.
Vores vision er at producere de bedste krydderurter med mindst mulig negativ miljøpåvirkning, og med denne investering i LED-lys har vi taget et kvantespring i den rigtige retning!
Derfor fortsætter vi også her i 2024 med at udrulle LED-lys i vores søsterselskab Rosborg Krydderurter, så hele koncernen får del i energibesparelser, CO2-reduktion og endnu bedre kvalitet og holdbarhed.
Samtidig med vi fik installeret de nye LED-lys tilvalgte vi en teknologisk løsning, der gør det muligt at anvende vores elkapacitet som regulerkraft for elmarkedet.
Med den stigende andel vedvarende energikilder som vindmøller og solceller i vores elsystem, har man accepteret, at elproduktionen har større udsving end med traditionelle, fossile energikilder. Disse udsving kan reduceres gennem adgang til regulerkraft.
Vi har derfor givet Energinet mulighed for at tilgå vores vækstlys og tænde eller slukke alle lamperne i en ultrakort periode, hvis der opstår henholdsvis over- eller underproduktion af strøm i systemet. Dermed er der etableret en slags støddæmper for elnettet, indtil produktionen igen er i balance.
Konceptet fungerer naturligvis først optimalt, når mange virksomheder deltager, da vores energiforbrug alene er som en dråbe i havet når man ser på det samlede danske energinet.
Det er et samfundsansvar vi som virksomhed er stolte af at tage del i, for også på den måde at bidrage til den grønne udvikling.