Salvie er en flerårig krydderurt, der har grågrønne blade med en ru overflade. Stænglerne bliver med tiden træagtige, men da det kun er bladene, der bruges i madlavning, har det reelt ingen betydning. Salvie skal vandes meget sparsomt, da bladenes overflade mindsker fordampning. Plantes salvie ud, kan den overvintre, hvis den tildækkes mod barfrost i det tidlige forår.
Salvie har en gennemtrængende smag og vælger man at bruge den rå, skal man gøre det med måde. Når salvie varmes op ændrer smagen karakter og bliver mere krydret. Lad dig derfor ikke skræmme af smagen, når du nipper et blad af den friske salvie.
Den er velegnet til grisekød eksempelvis koteletter og flæskesteg. Prøv den også finthakket i en frikadelle eller en hakkebøf. Udover at det tilfører en krydret smag, får kødet også en fin grøn farve. Den kan også give en mildere smag til kødet, hvis den steges med i fedtstoffet på panden. Til ovnbagte kartofler kan den også anbefales. Sprødstegt salvie kan bruges som topping på pasta og grøntsager. Ellers er den en vigtig krydderurt i det italienske og franske køkken.
Det siges at salvie kan virke fordøjelsesfremmende.