Purløg har en-to millimeter tykke og hule blade i en klar grøn farve. Under jorden findes små, aflange hvide løg, men det er bladene og ikke selve løget, der bruges i madlavning.
Med sin milde smag har purløg bred anvendelse. Det spises råt – ved varmebehandling mister det noget af sin smag. Klip purløget, og drys på din mad. Typisk anvendt på æggekage, røget fisk, smørrebrød, kartoffelsalat og dressinger.
Purløg er en hårdfør urt, men har du den i haven – i bed eller krukke – trives den bedst i varme og lidt skygge – gerne i fugtig jord. I blomst bærer purløget de karakteristiske små blomster på toppen. For optimal vækst fjernes disse fra stænglerne. I takt med at stænglerne klippes af til anvendelse, vokser nye skud frem.
Purløg siges at være vanddrivende og godt for fordøjelsen. I middelalderen blev purløg brugt som lægeurt.