Rød sennepskarse har rødbrune rucola-lignende blade på lysegrønne stængler. Den skal have masser af sol og vand – dog hellere lidt vand ofte end en masse på én gang. Det gør det nemmere at regulere og mindske risikoen for overvanding.
Smagen er skarp sennepsagtig med en bitter grundsmag. Den er særdeles velegnet i sandwich og i salater, hvor den, udover den gode smag, også giver et visuelt flot input med den røde farve. Bladenes tekstur er også med til at give en god fylde.
Rød sennepskarse er en etårig krydderurt, der er meget velegnet til udplantning. Man skal dog være opmærksom på, at bladene kan blive store og mere vedagtige ved udplantning.
Ved høst bør du nøjes med at nippe bladstilken af i stedet for hele stilken, da rød sennepskarse skyder igen fra stort set samme sted på stænglen. På den måde kan du høste blade over længere tid.